Der er noget særligt ved mad, der smager af noget mere end bare salt og peber. Du ved, den slags retter, der ikke bare mætter maven men også hjertet. Som smager af barndom, af søndage hos mormor, af lyse sommeraftener eller regnvejrsdage med dampende suppe og hjemmestrikkede sokker.
For mad er ikke bare mad. Det er minder. Stemninger. Tidsmaskiner forklædt som frikadeller og friskbagt brød.
Jeg opdagede det igen forleden, da jeg lavede en helt klassisk ret, jeg ikke havde lavet i årevis: boller i karry. Ikke noget fancy, ikke noget nyfortolket. Bare helt almindelig, dansk comfort food. Og lige dér, med næsen over gryden og risene småkogende i baggrunden, blev jeg ti år igen. Med benene dinglende fra køkkenstolen og en ske, jeg havde listet til mig, inden der blev sagt “værsgo”.
Men mad kan også noget andet. Det kan samle os. Vi spiser sammen, når vi fejrer. Når vi sørger. Når vi mødes og når vi skilles. Vi dækker bord, vi tænder stearinlys, vi skåler, vi deler. Og det er næsten ligegyldigt, om det er en tre-retters eller en færdig pizza fra fryseren hvis vi er sammen om det, så smager det bare lidt bedre.
Det er også derfor, jeg elsker madlavning. Ikke fordi jeg nødvendigvis er den store kok – men fordi det er en måde at vise omsorg på. At gøre sig umage. At sige “jeg tænkte på dig” uden at sige det højt. En gryde, der har stået og simret hele eftermiddagen, siger mere end 100 sms’er.
Men mad er ikke kun store anretninger og stegeskorper. Nogle gange er det også bare ro på. En skål yoghurt med friske bær. Et godt stykke rugbrød med avocado og citron. Eller det dér måltid klokken 21, hvor man endelig har fred og sidder alene med sin tallerken og sine tanker.
Og mens risene koger, eller suppen simrer, ja, så er det faktisk også her, man lige kan tage et lille afbræk og underholde sig lidt. Jeg kender flere, der hygger sig med online spilleautomater, mens de venter på, at lasagnen får den der helt rigtige gyldne top. Det er lidt som at åbne ovnlågen og håbe på en sprød jackpot. En lille digital snack, om man vil.
Vi har allesammen vores små madritualer. Dem, der får dagen til at hænge sammen. En fast kop kaffe kl. 10. Den samme sandwich hver fredag. Det samme krydderi, vi kommer i alt, fordi “sådan smager det rigtigt”. Og måske netop fordi verden kan føles lidt kaotisk indimellem, så holder vi fast i de her ting. For der er tryghed i det genkendelige. Også når det bare er en pastaret, vi har lavet 100 gange før.
Jeg tror ikke på, at man behøver være en mesterkok for at have et godt forhold til mad. Man skal ikke kunne flambere eller bage surdejsbrød med lukkede øjne. Det vigtigste er, at man gider. At man lægger kærlighed i det også selvom det bare er en rugbrødsmad. For det smitter. Man kan smage det, når noget er lavet med omtanke. Og man kan mærke det, når nogen har lavet noget til én, bare fordi.
Så næste gang du står i køkkenet alene eller sammen med nogen så stop lige op et øjeblik. Snus til duften. Smag på noget undervejs. Mærk, hvordan det faktisk føles helt rart at være der. Måske endda lidt meditativt. Og husk, at det ikke handler om at imponere nogen. Det handler om at nyde.
Om det så er en hjemmelavet flæskesteg, en hurtig salat med feta og granatæble eller bare en toast med det, du lige havde så har du skabt noget. Noget, du og måske andre kan glæde sig over. Og det er faktisk ret stort.
